Hjælp dig selv for andres skyld
I mange af de virksomheder som jeg kommer hos, oplever jeg, at lederne fokuserer hårdt på at opnå resultater og at gøre det bedst muligt for medarbejderne. Det sker midt i en hverdag med masser af pres. Et pres, der kun er vokset i takt med, at verden er blevet mere kompleks.
Læs om vores aktuelle kursus i ledertrivsel
Den dårlige nyhed er, at kompleksiteten har bidt sig rigtig godt fast. Den er et vilkår, vi må arbejde i og med. Den gode nyhed er, at presset også kan være motiverende – hvis du altså som leder ved, hvordan du håndterer det.
Krydspresset er en del af din virkelighed
Som leder ender du ofte i et krydspres. Det handler om på en gang modstridende og sammenhængende faktorer, der varer ved over tid. Derfor adskiller krydspres sig også fra problemer. Problemer kan nemlig løses, og de kan løses nu og her. Krydspres er paradokser. Derfor kan man ikke hive en løsning ned over det og sætte flueben ved det på to-do-listen. Måske stiller din egen leder krav til din afdeling, som du ved er urealistiske. Måske ønsker bestyrelsen nogle forandringer, der strider imod dine indre værdier.
Det hører alt sammen under det krydspres, du står i som leder. Men samtidig er du sandsynligvis ofte stærkt motiveret af at lykkes med udfordringer – især hvis du føler, at du forandrer til det bedre. Hvis du vender oplevelsen af krydspres fra at være en stressfaktor til at være en spændende udfordring, har du fundet noget, der virkelig driver motivationsmotoren.
Fokusér på relationer
Motivation er vigtig. Men sociale relationer er helt afgørende for din trivsel. Efterhånden har vi alle hørt, at det kan være ensomt at være leder. Jeg vil tilføje, at noget af det der er væsentligt for lederes trivsel, handler om, hvorvidt virksomhedens kultur påvirker fornemmelsen af at være ensom eller spille på et hold. Den udskældte nulfejlskultur hersker stadig mange steder, og gør det svært at kaste sig ud i de ellers så motiverende forandringer.
I en travl dagligdag bliver det ofte glemt, hvor vigtigt det er at sikre nogle gode relationer og et trygt arbejdsmiljø. Derfor er det især vigtigt, at du prioriterer uformelle samtaler og sparring. Det gælder med dine medarbejdere, og det gælder især med din nærmeste leder og med andre lederkolleger. En dansk undersøgelse fra 2021 viser, at det især er relationerne til andre ledere, der betyder noget for trivslen. Så find tid i din kalender til at pleje relationerne – det er vigtigt. Ja, dine møder, e-mails og to-do lister hober sig op. Men din trivsel må være en prioritet.
Det handler både om dig og de andre
Der går ikke langt imellem, at jeg møder ledere med refleksioner som: ”Jeg er måske lidt stresset, men jeg klarer den nok. Det vigtigste er, at jeg er der for mine medarbejdere”. Det er jo prisværdigt, men den tankegang er desværre bare ikke smart. For din trivsel er også dine medarbejderes trivsel… Den tager vi lige igen: DIN TRIVSEL ER OGSÅ DINE MEDARBEJDERES TRIVSEL. Din trivsel spejles nemlig også i den afledte effektivitet og produktivitet hos dit team, og i det gode arbejdsmiljø og den sunde organisationskultur dine handlinger afføder, som rammer andre.
Det går altså ud over trivslen hos dine medarbejdere, hvis du er stresset. Derfor får du nu en anbefaling herfra om at finde frem til, hvad der giver dig næring. Det kan du fx gøre ved hjælp af nogle helt simple spørgsmål. Overvej, hvor du bedst:
- dyrker roen
- dyrker kreativiteten
- motiverer dig selv
- finder gode relationer
- dyrker dine interesser?
Spørgsmålene skal hjælpe med at skærpe din opmærksomhed på, hvad der giver dig næring. Start med at vælge et spørgsmål, som du allerede er god til at fokusere på og synes er vigtigt. Derefter vælger du et spørgsmål, der er vigtigt for dig, men som du gerne vil blive bedre til at dyrke. Brug de to opmærksomhedspunkter til at skærpe dit fokus på, hvordan du forbedrer din trivsel. Og hvis du allerede nu får dårlig samvittighed over at sætte tid af til den her lille øvelse, skal du bare huske, at du også gør det for dine medarbejderes skyld.
Det er ikke egoisme!
Så bare lige en sidste gang: At du passer på dig selv, at du arbejder med din trivsel, at du fokuserer på dig selv, er ikke egoisme. Vi kan bedre være noget for andre, når vi også er noget for os selv.
Nu ved du, hvordan forholdet mellem de andre og dig også spiller ind på jeres fælles hverdag. Det er i virkeligheden ret enkelt. Det vanskelige er at huske det. Og gøre noget ved det. God fornøjelse og pas på dig så længe.